Salme Chapter 22

1. Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Mit Skrig til Trods er Frelsen mig fjern.

2. (22:3) Min Gud, jeg råber om Dagen, du svarer ikke, om Natten, men finder ej Hvile.

3. (22:4) Og dog er du den hellige, som troner på Israels Lovsange.

4. (22:5) På dig forlod vore Fædre sig, forlod sig, og du friede dem;

5. (22:6) de råbte til dig og frelstes, forlod sig på dig og blev ikke til Skamme.

6. (22:7) Men jeg er en Orm og ikke en Mand, til Spot for Mennesker, Folk til Spe;

7. (22:8) alle, der ser mig, håner mig, vrænger Mund og ryster på Hovedet:

8. (22:9) "Han har væltet sin Sag på HERREN; han fri ham og frelse ham, han har jo Velbehag i ham."

9. (22:10) Ja, du drog mig af Moders Liv, lod mig hvile trygt ved min Moders Bryst;

10. (22:11) på dig blev jeg kastet fra Moders Skød, fra Moders Liv var du min Gud.

11. (22:12) Vær mig ikke fjern, thi Trængslen er nær, og ingen er der, som hjælper!

12. (22:13) Stærke Tyre står omkring mig, Basans vældige omringer mig,

13. (22:14) spiler Gabet op imod mig som rovgridske, brølende Løver.

14. (22:15) Jeg er som Vand, der er udgydt, alle mine Knogler skilles, mit Hjerte er blevet som Voks, det smelter i Livet på mig;

15. (22:16) min Gane er tør som et Potteskår til Gummerne klæber min Tunge, du lægger mig ned i Dødens Støv.

16. (22:17) Thi Hunde står omkring mig, onde i Flok omringer mig, de har gennemboret mine Hænder og Fødder,

17. (22:18) jeg kan tælle alle mine Ben; med Skadefryd ser de på mig.

18. (22:19) Mine Klæder deler de mellem sig, om Kjortelen kaster de Lod.

19. (22:20) Men du, o HERRE, vær ikke fjern, min Redning, il mig til Hjælp!

20. (22:21) Udfri min Sjæl fra Sværdet, min eneste af Hundes Vold!

21. (22:22) Frels mig fra Løvens Gab, fra Vildoksens Horn! Du har bønhørt mig.

22. (22:23) Dit Navn vil jeg kundgøre for mine Brødre, prise dig midt i Forsamlingen:

23. (22:24) "I, som frygter HERREN, pris ham, ær ham; al Jakobs Æt, bæv for ham, al Israels Æt!

24. (22:25) Thi han foragtede ikke, forsmåede ikke den armes Råb, skjulte ikke sit Åsyn for ham, men hørte, da han råbte til ham!"

25. (22:26) Jeg vil synge din Pris i en stor Forsamling, indfri mine Løfter iblandt de fromme;

26. (22:27) de ydmyge skal spise og mættes; hvo HERREN søger, skal prise ham; deres Hjerte leve for evigt!

27. (22:28) Den vide Jord skal mærke sig det og omvende sig til HERREN, og alle Folkenes Slægter skal tilbede for hans Åsyn;

28. (22:29) Thi HERRENs er Riget, han er Folkenes Hersker.

29. (22:30) De skal tilbede ham alene, alle Jordens mægtige; de skal bøje sig for hans Åsyn, alle, der nedsteg i Støvet og ikke holdt deres Sjæl i Live.

30. (22:31) Ham skal Efterkommeme tjene; om HERREN skal tales til Slægten, der kommer;

31. (22:32) de skal forkynde et Folk, der fødes, hans Retfærd. Thi han greb ind.